mandag den 30. juni 2008

Løbetræning eller ParadIs

Havde egentlig tænkt at jeg skulle ud og løbe efter jeg kom hjem fra arbejde i dag, men der er jo heldigvis altid en undskyldning og hvis der ikke er en lige for, så er opfindsomheden stor.
Grunden til at jeg - og andre i husholdningen - bude løbetræne er, ud over de ekstra kilo som måske kunne fordampe i processen, det faktum at der i morgen kun er 2 måneder til vi skal løbe DHL stafet (hver sin dag, med hver sin arbejdsplads).
Og det er såmænd heller ikke fordi vi ikke godt på en eller anden måde kan løbe de 5 km, men som jeg siger, det må jo godt se lidt lækkert ud mens man gør det...
Og da jeg så ikke kom ud og løbe, "kom jeg til" at gå en tur op til ParadIs for at købe mine to ynglings varianter; Hyldeblomst og jordbær! Uhmmmm - Dét er en himmerigsmundfuld, som min saglige mor ville have sagt :=)
Den sidder jeg og nyder nu mens jeg skriver og overvejer at sætte vækkeuret til kl. 6 i morgen for at tage den løbetur jeg ikke tog i dag....

søndag den 29. juni 2008

Senere samme aften

Nu har vi så surfet rundt på diverse hjemmeside for at finde det eller de steder som kunne være gode for de snart rejsende at bruge, når de skal sende billeder og breve hjem.
Jeg har været på Flikr hvilket ser rigtig godt ud hvis man "bare" skal dele billeder, men jeg kan ikke gennemskue hvad man skal gøre hvis man vil hooke en blog/tekst op på albummet. Så den er slettet igen.
Så har jeg været på et par gratissider, men enten bliver de til betalingssider senere eller også er de bare ikke pæne eller brugbare.
Jeg tror vi går med denne blog, så må vi se om de også synes den kan bruges.

Det første indlæg i vores nye blog

Jeg er igang med denne blog for at finde ud af hvordan en blog fungerer, da min svoger og svigerinde med børn, skal på langfart i USA og Australien.
De er ikke super stærke i disse nye medier og derfor er jeg udsagt til orakel, fordi jeg en gang kom til at pippe noget om, at det vist ikke var så svært...
Så nu prøver jeg lige først selv, før jeg fortæller dem hvad de skal gøre.